Med et nyt navn og en markant ny prismodel udfordrer ENLY den måde, elmarkedet hidtil har fungeret på. Selskabet lancerer nu verdens første elaftale med fast månedlig pris – et produkt, som skal skabe ro, forudsigelighed og tillid hos danske forbrugere. ENLY har hovedkontor i Fredericia.

Det danske energimarked får nu et nyt navn og et nyt produkt, der bryder markant med branchens traditioner. Grøn Elforsyning ændrer navn til ENLY, og samtidig introducerer selskabet det, de kalder verdens første elaftale med fast månedlig pris – uanset forbrugsmønster.

Produktet betyder, at kunder fremover kan betale ét fast beløb for el hver måned. 389 kr. for lejligheder og 789 kr. for huse, uafhængigt af hvornår på døgnet strømmen bruges.

Ifølge ENLY’s CEO Helal Jan er det netop den forudsigelighed, mange forbrugere længe har efterspurgt.

»Det er en verdenspremiere på et produkt, som elkunder har skreget på i årevis. En elaftale med en fast månedlig pris – samme beløb hver måned, uanset om man vasker tøj kl. 18 eller 04 eller oplader bilen morgen, middag eller nat,« siger han.

Udfordrer en branche præget af udsving

Navneskiftet markerer ifølge selskabet et strategisk skifte. ENLY positionerer sig nu som et energiselskab, der vil udfordre den måde, elmarkedet traditionelt har fungeret på – især i en tid, hvor mange elkunder oplever store udsving i prisen fra time til time.

»Vi har turdet gøre tingene anderledes, og nu gør vi noget, som ingen andre tidligere har gjort,« siger Helal Jan.

Den faste månedspris betyder, at risikoen for prisudsving flyttes væk fra forbrugeren og over på selskabet, hvilket gør modellen bemærkelsesværdig i et marked styret af volatile spotpriser og stigende efterspørgsel efter fleksibelt forbrug.

Navneskifte markerer nyt niveau

Grøn Elforsynings skifte til navnet ENLY kommer efter fem år på markedet, hvor selskabet mener at have etableret sig solidt nok til at tage næste skridt.

»Vi har brugt fem år på at etablere os, få organisationen på plads og opbygge tillid. Nu er vi klar til næste niveau. Navneskiftet symboliserer, at ENLY skal være et brand, der giver kunderne en positiv association til et energiselskab. Nemt, forståeligt og lige efter bogen,« siger Helal Jan.

Selskabet vil fremover arbejde videre inden for flere energiprodukter, blandt andet naturgas, ladestandere og håndtering af overskudsstrøm fra private solcelleanlæg.

Et nyt produkt på et marked under forandring

Den faste elaftale lander i en periode, hvor energipriser, fleksibilitet, lagring og forbrugerbeskyttelse fylder i debatten – og hvor energiselskaberne i stigende grad forsøger at differentiere sig gennem nye modeller og digitale løsninger.

Det bliver derfor interessant at se, om ENLYs nye model får konkurrenterne til at reagere, og om danske forbrugere vil omfavne en betalingstype, der flytter risikoen fra forbruger til leverandør.

ENLYs nye aftale og navneskiftet er trådt i kraft, og mere information om produkterne fremgår på selskabets hjemmeside.