Spørgsmålet er ikke, hvordan vi bedst tilfører flere midler til eksisterende mediestrukturer. Spørgsmålet er, hvad borgerne faktisk efterspørger, hvad de vælger at bruge deres tid på, og hvad de oplever som relevant, troværdigt og værdifuldt.

Kulturminister Jakob Engel-Schmidt vil give DR flere penge, åbne nye TV2-regioner og give unge gratis medieabonnementer. Det lyder godt. Men det er en konservering af et system, der ikke virker, finansieret af borgere, der allerede har stemt med fjernbetjeningen.

Det er svært at få øje på, at det i særlig grad er det, TV-regionerne leverer i dag. De har deres segment, og de mennesker er glade for regionernes arbejde. Men det er ikke mere af det, der får danskerne til at følge dem. Og det er heller ikke, at man betaler regionerne penge for at sende en journalist på TikTok med en mikrofon for at virke moderne. Lige nu er det en joke at se, hvordan gammelmedierne desparat kaster sig ud i tåbelige små videoer for at få trafik på deres sites, og indholdet matcher ikke deres kultur og historie, det er et desperat forsøg på at være moderne, og det holder ikke.

Den større diskussion handler ikke kun om indhold. Den handler om selve strukturen.

Mediestøtten bør i sin nuværende form afskaffes.

Den hviler på et forældet system, skabt i en anden tid med andre medievaner, en anden teknologi og en helt anden konkurrencesituation. I dag fungerer den i praksis som en ordning, der tilgodeser de etablerede, gamle medier og hæmmer udviklingen af nye aktører. Når de store koncerner mangler penge, fordi de ikke formår at sælge annoncer, er det pludselig techgiganternes skyld, og staten skal sende dem flere penge. Imens bliver ejerne rigere. Det er ikke et frit marked. Det er et reguleret system, hvor adgang til offentlige midler i høj grad afhænger af netværk, historik og position, ikke af kvalitet, relevans eller gennemslagskraft.

Samtidig ser vi en virkelighed, hvor uafhængige formidlere, digitale medier og dygtige YouTubere på daglig basis når flere mennesker end mange traditionelle medier. De forstår deres publikum. De leverer det, folk faktisk efterspørger, herunder kritiske analyser og interviews med forskere, kunstnere og sportsfolk. Og de gør det uden offentlig støtte.

Den udvikling burde være et wake-up call.

Det handler ikke om at være imod de etablerede medier. De har spillet og spiller stadig en vigtig rolle. Men det er ikke rimeligt, at de samtidig beskyttes og styrkes økonomisk gennem et system, der i praksis gør det sværere for nye og uafhængige medier at konkurrere på lige vilkår. Begrebet medieørkener er et falsum. Aldrig har der været så stor oplysning og viden frit tilgængeligt.

Det skaber en skævvridning. Og endnu vigtigere: det skaber en afhængighed.

Når medier i stigende grad finansieres af skatteborgernes penge, fordelt via politikere og embedsværk, og i nogle tilfælde med personer i systemet der har baggrund i de samme medier, er det naivt at tro, at det ikke påvirker dynamikken. Uafhængighed er ikke kun et spørgsmål om intention. Det er et spørgsmål om struktur.

Vi lever i et samfund, hvor information aldrig har været mere tilgængelig. Hvor der findes et væld af perspektiver, platforme og stemmer. Alligevel fastholdes en fortælling i dele af det etablerede medielandskab, ofte i samspil med politikere, om at det netop er dem, der repræsenterer de rigtige nyheder, mens andre aktører indirekte mistænkeliggøres. Det kræver ikke en doktorgrad at analysere indhold over tid og se, hvordan bestemte vinkler og fortællinger gentager sig i de samme mønstre.

Det er ikke et argument for mindre journalistik. Det er et argument for bedre journalistik og reel konkurrence.

Hvis vi vil have et stærkt, frit og dynamisk mediemarked, kræver det, at vi tør give slip på gamle strukturer. Ikke hælde flere penge i dem.

Lad borgerne vælge. Lad kvaliteten afgøre. Og lad markedet være frit.

Andreas Dyhrberg Andreassen, ansvarshavende chefredaktør og CEO, Danske Digitale Medier A/S