KRIMI. Danmarks kulturarv lider hvert år betydelige tab på grund af brande. Siden 2016 er der i gennemsnit blevet registreret 26 brande årligt i fredede bygninger, viser nye tal fra Danske Beredskaber.
En af de mest markante hændelser fandt sted den 16. april 2024, da en voldsom brand ramte Børsen i København – en af landets vigtigste historiske bygninger, grundlagt i 1619 under Christian IV. Trods en massiv indsats fra Hovedstadens Beredskab, hvor 350 beredskabsfolk deltog, lykkedes det kun at redde 45 procent af bygningen. Dog blev 99 procent af de historiske genstande bevaret.
Men ifølge Bjarne Nigaard, sekretariatschef hos Danske Beredskaber, har situationen ikke forbedret sig siden branden i Børsen:
»Skulle en lignende brand opstå i dag, er hverken bygningerne eller beredskabet bedre rustet, end vi var sidste år. Vi står klar til at handle hurtigt, men vi mangler stadig en klar strategi og de nødvendige ressourcer,« siger han.
En tværministeriel arbejdsgruppe blev nedsat efter branden for at undersøge brandsikkerheden i landets fredede bygninger. Men gruppens arbejde har ifølge Bjarne Nigaard endnu ikke ført til konkrete resultater, og han savner, at eksperter og fagfolk på området inddrages mere aktivt.
»Vi er langt bagefter vores nordiske naboer, som har dedikerede ressourcer og målrettede initiativer for at beskytte deres kulturarv. Vi bør lade os inspirere af dem,« siger Bjarne Nigaard.
Han håber nu, at arbejdsgruppen snart vil præsentere konkrete løsninger og inddrage viden fra blandt andet Foreningen Historiske Huse og kommunernes erfarne brandsikringsspecialister, så Danmark bedre kan beskytte sin kulturarv mod fremtidige brande.
Fakta:
- Der findes 4.132 adresser med fredede bygninger i Danmark.
- Fra 2016 til 2024 blev der registreret 237 brande i fredede bygninger.